Af Poul Møller Madsen, ca. 1998
Rødderne
Det er vel naturligt at starte med rødderne, da de går længst tilbage i tiden.
Gumme Clausen er den ældste jeg med nogenlunde sikkerhed har fundet og det var i A. Th. Andersens slægtsbog, der siger at han døde i 1776. Den ældste kirkebog fra Strynø Sogn er påbegyndt ca. 1780.
Gumme Clausens enke døde i sin alder af 84 år d. 19.03.1781. Sådan er der skrevet i nævnte kirkebog. Hun har så været født i 1697.
Gumme Clausen og hans kone havde 2 sønner: Peder og Claus Gommesen og formentlig 2 døtre, ført i den første folketælling i 1787: Sophie og Marie Elisabeth Gommesdatter gift med gårdfæstere. Deres efternavn og alder passer i billedet og i nævnte folketælling finder jeg ikke andre sandsynlige forbindelser, så med lidt fingerfærdighed…..
Den ældste søn Peder Gommesen f. 1724 blev gift med Ane Marie Rasmusdatter og han var fæstebonde på matr. Nr. 42, men døde ret tidligt, da Ane Marie Rasmusdatter sidder som enke i 1787.
Der var fire sønner i ægteskabet. Gomme, Jens Thøsing, Rasmus og Claus Møller Pedersen. Sidstnævnte, der også var født før man begyndte på kirkebogen, er ført som død d. 29.08.1855, 88 år gammel. Han er så født 1767. Han fæstede matr. Nr. 18 i 1787 kun 20 år gammel. I 1791 giftede han sig med Karen Jensdatter. De fik 7 børn: Datteren Karen Møller Clausdatter er den mest interessante i denne forbindelse.
I folketællingen 1801 står Claus opført med sit mellemnavn Møller, hvilket viser at navnet er af ældre dato og er brugt før den noksom bekendte mølle kom ind i billedet. Der må have været en mølle før ét eller andet sted, men hvor?
I 1832 kom Mads Jørgensen til Strynø. Han var Ærøbo og på dette tidspunkt 33 år gammel. Han havde opnået at få kontrakt med grevskabet på Tranekær om opførelse af en hollandsk vindmølle på øen. Det havde vistnok været lidt uenighed om hvor den skulle placeres. Resultatet blev at den skulle ligge ved overfartsstedet til Strynø Kalv, antageligt for at have let forbindelse til omliggende øer. Marklodden på stedet hørte til matr. Nr. 18 og der blev afsat 1392 kvadrat alen til byggeriet.
Mads Jørgensen havde giftet sig ind i en møllebyggerfamilie og havde sin svoger med til øen som hjælper og der har jo nok været andre som har måttet give en hånd med. Ifølge aftalen skulle M.J. opføre møllen for egen regning og overtage det hele som arvefæste, når det var færdigt, senest i 1835. Jævnfør kontrakten skulle der også bygges et vaaningshus på mindst 10 fag.
En gammel historie fortæller at møllebyggerne boede i en tanghytte/jordhule under hele byggeriet. Det kan jo godt tænkes at boligforholdene har været lidt primitive der i strandkanten på den tid, men op at stå kom møllen jo.
Grevskabet var dog ingen ”gi’-væk-forretning”. Ved ejerskifte skulle der ifølge kontrakten betales 50 rigsdaler sølv til godset og i øvrigt skulle Mads Jørgensen betale alle kongelige afgifter og offentlige skatter af bygninger, grund, ejendom og brug.
Mads Jørgensen var som nævnt gift og bragte foruden sin kone også sin moder og tre små piger med sig fra Ærø.
Hans kone døde i 1836 og han har nok været i knibe med husførelsen og især med de tre små piger, men da han var en beslutsom mand giftede han sig kort efter med Karen Møller Clausdatter. Det er tilbage i tiden blevet antydet, at det ikke var tilfældigt, at det var netop hende, der blev den udvalgte. Tre år senere fæstede Mads Jørgensen også den omliggende jord efter sin svigerfar, – med ham og hans kone på aftægt, og byggede de nødvendige avlsbygninger i forlængelse af vaaningshuset.
I det nye ægteskab kom der tre børn: Jørgen, Maren og Claus. Alle seks børn blev gift og bosat på Øen. Den yngste Claus hentede dog sin viv i Strammelse på Tåsinge. Hun var en ”skrædder”. En af hendes aner i Bjerreby havde både landbrug og skræddervirksomhed som erhverv, og tilnavnet bruges endnu i Strammelse.
Claus Møller Madsen overtog møllen og ejendom som arvefæste i 1877 og giftede sig med Marie Andersen i 1878. Vielsen fandt sted i Bjerreby Kirke. Marie og Claus fik syv børn: Mads, Karen, Anders, Hans, Bodil, Rasmus og Jørgen.
Mads, Hans og Bodil rejste til USA og bosatte sig i Californien. Så vidt vides har kun Mads levende efterkommere. Hans havde en søn der omkom under 2. verdenskrig, samt en datter. Bodil var ugift.
Karen, Anders og Rasmus forlod også Strynø, men blev på Fyn og i Jylland. Den yngste, Jørgen blev udlært som maskinarbejder i Rudkøbing, men dengang overlod man ikke hus og hjem til fremmede, så da der blev kaldt, rejste Jørgen hjem og overtog ejendommen, som Claus Møller Madsen havde købt af grevskabet på Tranekær i 1917. Ejerskiftet fandt sted i 1923 og samme år giftede Jørgen Clausen Madsen sig med Inger Marie Rasmussen, datter af Maren og Morten Rasmussen. Morten Rasmussen var sømand og han var både skipper og reder på sine skibe. Det sidste han havde var en fore and after skonnert, der blev bygget på Ring Andersens værft i Svendborg ca. 1910. Skonnerten har haft en omskiftelig tilværelse og sejler nu (1993) som lyst/skoleskib med base i Tørn på Sveriges vestkyst.
I sidstnævnte ægteskab var der fire børn: Viggo, Poul, Werner og Kaj.
Werner Møller Madsen købte ejendommen og mølleriet i 1958 efter Jørgen Clausen Madsens død samme år, og drev begge dele frem til sin død i 1983. Werner var ugift.
Da der ikke var nogen i familien der ønskede at tage over blev landbruget med tilhørende bygninger solgt til Asta og Gunner Jensen. Møllen og de nærmeste omgivelser blev i familiens eje. Pakhuset fik en kraftig renovering og blev indrettet så det kunne bruges som sommerbolig.
Mest om Møllen
Efter sigende var Mads Jørgensen blevet advaret mod at bygge for tæt ved havet, men det har han åbenbart ikke taget alvorligt. I 1872 har han nok fortrudt det, at han ikke lyttede til advarslen. Det år kom stormfloden, der satte store dele af det sydlige Danmark under vand.
Der var dengang indgang til Møllen direkte fra vejen ind i ”kælderen” og man bar kornsække ind på nakken. Døren blev senere muret til netop på grund af risikoen for oversvømmelse.
Da vandet nu steg gik det hurtigt gennem døråbningen selv om man søgte at spærre for det. Da det stod højest nåede det op midt i vindueskarmene. Vinduerne er hævet 2-3 skifter senere. Det har været en alvorlig forskrækkelse at få og skaderne var betydelige efter forsikringsarkivernes beskrivelse fra den gang.
I 1904 kom der stormfold igen. Vandet stod dog ikke så højt som i 1872, men alligevel sådan at Marie Andersen, møllerens kone tog den mindste ved hånden og gik op til naboerne, hvor der var mere tørt. Mændene har haft nok at gøre med at redde hvad reddes kunne.
Nu var tolerancetærskelen overskredet og året efter 1905, blev der bygget nyt stuehus og staldlænge, hvor det ligger i dag. Stuehus og staldbygning såvel som møllen, var oprindeligt tækket med strå. Hvornår møllen fik udskiftet strået med tagpap vides ikke, men det har antagelig været omkring århundredeskiftet (1900), efter hvad der kan ses på gamle billeder.
I 1917 blev som tidligere nævnt den samlede ejendom købt fri af grevskabet på Tranekær, Året efter blev kludesejlene udskiftet med selvsvikker. Dvs. at sejlene, der var af lette træplader til en vis grad selv kunne regulere hastigheden ved vekslende vindstyrke. Krøjetøj med vindrose kom også op og en glødehovedmotor blev installeret. Det har været en kraftig modernisering, der har lettet og effektiviseret arbejdet. I 1935 var den første motor slidt op og den ny 24 hk Bukh diesel afløste og der gik ca. 25 år før den måtte give plads for den næste. Den sidste dieselmotor var en zetor traktor og el blev brugt nogle år før kværnen blev flyttet op på den nye lagerbygning ved landbruget, hvor der også var tørreri og renseanlæg for korn anbragt, hvilket var blevet aktuelt med brugen af mejetærskerne.
Med flytningen af kværnen havde møllen udspillet sin rollen som roterende virksomhed. Vindrosen var fladet ned under en efterårsstorm og sejlene var demonteret da de også var gamle og nedslidte.
Fredning og restaurering
Museumsinspektør Ole Mortensøn, Rudkøbing, havde uden held forsøgt at overtale Werner Møller Madsen til at lade møllen frede. Efter salget af landbruget til Gunner Jensen (1983) lykkedes det med Ole Mortensøns assistance at få frastykket ca. 2000 kvadratmeter med mølle og pakhus og fredningen fik i orden i samme forbindelse.
Fredningsstyrelsen bevilgede penge til de nødvendige materialer til renoveringen af møllens udvendige dele og til lofter der var blevet for gamle. Vingerne blev taget ned og de fik en overhaling. Det var tiltrængt. Den ene var så dårlig, at den knækkede på vejen ned til jorden.
Amt og kommune stillede tre unge langtidsledige under ledelse af en møllebygger, der samtidig arbejdede med restaurering på tilsvarende opgaver på Langeland til rådighed.
Museet i Rudkøbing med Ole Mortensøn som leder havde flere møller på Langeland under restaurering netop i disse år. Sidst på året 1984 var arbejdet færdigt og genindvielsen fandt sted med deltagelse af de forskellige parter der havde deltaget og muliggjort istandsættelsen. Fra lokal side havde Rasmus Jacobsens fond velvilligt stillet et beløb til rådighed, der dækkede udgifterne til nye beslag til vingerne.
Efter restaureringen og fredningen påhviler det nu ejerne at vedligeholde bygningerne.
(Samtidig med fredningen blev der givet tilladelse til at indrette den gamle lagerbygning så den kunne bruges som sommerbolig og skete.)
I 1995 besluttede ejerne at udskifte vinger og vejrbjørn for at få dem ned på jorden på en organiseret måde. Ole Mortensøn blev igen kontaktet og Jørgen Lynggaard så nærmere på de nævnte dele og fandt det fornuftigt at foretage arbejdet.
Ole Mortensøn foreslog at man søgte Skov- og Naturstyrelsen om økonomisk assistance. Styrelsen stillede som betingelse at man ville se nærmere på ”mølleriet”. Det skete, og så ville man have hækværk på ved samme lejlighed. Det blev accepteret på betingelse af at det ikke skulle betales af ejerne. Nu ville Styrelsen også have bygget vinger af hovedstykke og laske og man bevilgede de nødvendige midler. Arbejdet blev udført 1995-96.
Vingerne blev taget ned og vindbjørnen blev udskiftet, da den også var under mistanke. Det skete i november/december 1995. De nye vinger, der skulle ”bygges” dvs. de skal samles af ét gennemgående hovedstykke og en bagpå liggende ”laske”. Disse to stykker samles på en sindrig måde, så de får det rigtige ”svej”. Det skal ses! Det er et åbent spørgsmål, om det var John Jensen eller Torben Olesen der fik den idé.
Det ser jo flot ud, men 40.000 kr. må der også regnes med og der jo nogen der stadig regner med småpenge.
Arbejdet blev afsluttet d. 12.03.1996. Bearbejdningen og færdiggørelsen af vingerne skete af praktiske grunde indendørs i Rudkøbing. Monteringen på møllen foregik i ret godt vejr. Men det var frostvejr, isen lå stadig tykt på vandet og der var kommet megen sne, så det var koldt at hænge oppe i hatten.
Skal den male korn og lave mel igen skal der nok bruges det meste af 1 million kr.
Under arbejdet med restaureringen indtraf århundredets 2. (lokale) stormflod. Det var 04.11.1995 og var samtidig et interessant tilfælde at overvære. Jeg ønsker dog ikke det gentaget lige med det første.
Kaj der også deltog i opsynet med arbejdet, var taget hjem i weekenden, så jeg var ene på voldene. Vandet gik over broen ved middagstid for en stærk kuling fra NØ, og steg jævnt hele eftermiddagen. Vejrmeldingen kl. 19.00 meldte om kraftig storm ved Gotland fra nord. Det var 2. fingerpeg og vandet fortsatte da også med at stige kraftigt. Ved 02-tiden gik det over volden omme ved Åge Hansens jord og så kunne det ikke stoppes. Jeg forsøgte at grave jord op på dørene, men jorden var hård, det var mørkt og tiden var knap, så det var nytteløst. Vandet stod til sidst på højde med fodpanelet i stuen. Det var ved 04-tiden. Det varede adskillige dage før vandet var sivet ud da det var sunket under dørtrinet.